Generalforsamling
Fortid og fremtid på Generalforsamlingen i Koldinghus
Reportage fra dagen
Solen stod højt over Koldinghus d. 9. april, da JIDs medlemmer fandt vej til generalforsamlingen.
Det gamle slot, som Erik Klipping lod opføre i 1200-tallet, står som et tydeligt tegn på hedengangen
magt og rigdom og forsvarsværket indeholder i dag et museum med både fast kongelig samling og
skiftende udstillinger, en berømt restaurant i slotskælderen og en kirkesal, der flittigt benyttes til
vielser i højsæsonen. En summende og aktiv kulturinstitution og på den måde et udmærket match til
foreningens vigtigste årlige begivenhed.
Slottets fortællinger
Det ganske store fremmøde på omkring 60 deltagere gav anledning til at inddele forsamlingen i tre
hold, da rundviserne dukkede op i balsalen. Jordbrugsteknologer og ledsagere havde netop indtaget
en frokost og forfriskende drikkevarer i omgivelserne, hvor Frederik d. 4. indbudte adelige til bal i
under pesten i 1700-tallet. Som en forbudt corona-fest, hvor der bestemt ikke blev sparet på de våde
varer, kunne man forstå på guiderne.
Deltagerne blev ledt rundt til knudepunkter på slottet og indført i restaureringsarbejdet efter den
enorme brand i 1800-tallet. De høje søjler fra gulv til loft i lyst træ bærer slottets tag, mens de
rustrøde hængebroer indikerer etagernes inddeling. Alle de arkitektoniske greb blev i 1970’erne
anvendt ud fra tanken, at man skulle kunne fjerne moderniseringen igen modul for modul, hvis man
en dag ønskede at træffe andre valg for slottets fremtoning.
Forsamling kom også på besøg på et gammelt toilet fra 1700, som var et af de første af sin slags,
der bød på privatliv undervejs i ærindet. Helt uset på sin tid før sanering, kloakering og hygiejne
blev indført.
Det kongelige porcelæn Flora Danica, som måske blev skænket af den russiske kejserinde,
Katarina det Store, blev vist frem i udstillingen og forklaret som essensen af Oplysningstidens
videnskabstrang og æstetiske orientering. Sirlige porcelænsblomster prydede de kongelige borde i
sidste halvdel af 1700-tallet fremfor ægte buketter. Jo mere kunstigt og kunstfærdigt, des bedre og
finere.
God ro og orden i kirken
Jordbrugsteknologernes kaffebord var dækket med et tvist på gammeldags æblekage og efter en
sludder og en kop kaffe, trak forsamlingen ind i den imponerende kirkesal for at lade sig indskrive
til årets generalforsamling. Mens ledsagere tog plads bagerst i kirken, modtog de
stemmeberettigede deres stemmesedler og roen indfandt sig i det højtidelige rum. Årets dirigent
Henriette Fries styrede flokken sikkert gennem generalforsamlingens dagsorden og som altid bød
medlemmer ind med forslag, bekræftende ord og nye kræfter til bestyrelsesvalget.
Vi sagde farvel og tak for mange års tro tjeneste til Bettina Eggertsen, vedtog ny revisor i Tim
Nellemann Bak fra Flakkebjerg og bød velkommen til PBA Anders Thom som ny 1. suppleant. De
kompetente bestyrelsesmedlemmer på valg blev ikke overraskende genvalgt og budgetter og
regnskaber gennemgået og godkendt af en enstemmig forsamling.
Farvel og på gensyn
Afslutningsvis kunne JID glæde sine fremmødte deltagere med en to-retters menu i Madkælderen,
hvor lyset blussede varmt mellem lavloftede hvælvinger. Efter en lækker langbordsmiddag, sagde
slottets gæster farvel til hinanden. JIDs sekretariat tog også afsked med det forgangne år og kunne
rejse sig med medlemmernes opbakning i ryggen til den udvikling, der venter forude.
Foreningen vil uagtet, hvad der kommer af udfordringer, stræbe efter at være
jordbrugsteknologernes bastion, som kæmper medlemmets kamp i retten. JID vil fortsat forhandle
benhårdt for at give gode vilkår og aftaler for dem med grønne fagligheder. Og også fortsat gøre sig
umage med at samle sine folk ved festlige lejligheder og pege på det vigtige fællesskab, som
medlemmerne er en del af. Det er et ærefuldt hverv, og JIDs sekretariat og bestyrelse takker for en
god dag med fantastisk engagement og deltagelse. På gensyn til næste år.
Kørselsgodtgørelse til Generalforsamlingen 2026
Værd at vide...

Kørselsgodtgørelse 2026
2026 skattefri kørselsgodtgørelse ved kørsel i egen bil: 3,94 kr. pr.km. Udgør årets kørsel hos den enkelte arbejdsgiver mere end 20.000 km, er satsen 2,28 kr.





