JID-prisen 2023
Dimission og prisuddeling EAAA
D. 28 juni kom turen til JT’erne på EAAA, og vanen tro, havde JID her fornøjelsen af at deltage i dimissionen for årgang 2021 på EAAA i Aarhus.
Til den festlige lejlighed blev JID-prisen på 2.500 kr. endnu en gang uddelt til to JT’ere for deres flotte afsluttende eksamensprojekter.
Tillykke til Louise Kaiholm fra Husdyrlinjen - Hest for projektet: “Proteinforsyningen til konkurrenceheste.”
I opgaven er det proteins særlige egenskaber der undersøges, analyse af råproteins betydning for hestens præstationsevne, samt hvilken betydning en proteinholdig kost kan have for vores klima og miljø i forbindelse med dyret efterfølgende udledning af nitrogen og CO2. I opgaven tages der både hensyn til hesten og dens sundhed, samt de miljømæssige konsekvenser som fodringen medfører for vores klima.
Også tillykke til Emma Friis Lauritsen fra Husdyrslinjen - Svin for projektet: “Foderstrategi til den holdbare polt for livslang høj ydelse.”
Opgaven er baseret på et besætningsforsøg, hvor det undersøges, om der kan modelleres en vækstkurve hos polte ud fra foderets indhold af idealprotein og lysin. Grisebranchen har et stigende ønske om at hæve so-overlevelse, samt imødekomme udfordringer med dårlige ben, klovsygdomme og omløbning hos besætninger på danske svinebedrifter.
Opgaven undersøger et samfundsrelevant emne, og viser på bedste vis hvordan vi ved hjælp af en grundig videnskabelig fremgangsmåde kan opnå en højere overlevelse blandt søer og få griseproduktion af en højere kvalitet.
Tillykke til alle dimitterede!
Dimission og prisuddeling på Zealand - Sjællands Erhvervsakademi
Tillykke til Caroline Liliendahl Larsen fra Natur og Miljølinjen for projektet: “Birkemusen I Kolding ådal og Hylkedalen – Klimatilpasning og biodiversitet.”
Carolines opgave dykker ned I hvordan et klimaprojekt i en dansk kommune påvirker den omkringliggende biodiversitet. Det er et relevant indblik I hvordan et klimatilpasningsprojekt kan medføre en række uforudsete konsekvenser for det omkringliggende dyreliv, og kræve at der efterfølgende må igangsættes projekter for at minimere uønsket skade, og finde kompensationsarealer for at bevare de lokale arter.
Ligeledes tillykke til Natasha Niemann fra Natur og Miljølinjen for projektet: “Potentialet for balance mellem natur, miljø og klima."
Opgaven ser nærmere på om et velundersøgt klima-lavbundsprojekt i en dansk kommune vil formå at skabe balance mellem de naturmæssige, klimamæssige og miljømæssige hensyn. Opgaven kommer med en vurdering af projektet, samt hvad potentialet for projektet er. Afslutningsvis kommer opgaven med et bud på, hvordan blandt separat kloakering vil kunne aflede spildevand, der belaster området.
Begge opgaver berører relevante problematikker, og er vidnesbyrd om, hvor vigtigt det er at have dygtige jordbrugsteknologer på arbejdsmarkedet, der kan være med til at optimere løsninger, der gør en samfundsmæssig forskel.
Begge opgaver har fokus på vigtigheden af, at vi ikke i vores iver på at ændre vores omgivelsers til det bedre, glemmer at tage hensyn til det lokale dyreliv, der er afgørende for at opretholde hele det lokale miljøs økobalance. Det er vigtigt at have den holistiske tilgang, og det er disse to projekter gode eksempler på.
Tillykke til alle dimitterede!
Dimission og prisuddeling på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
Idag d. 20. juni havde JID fornøjelsen af at deltage i jordbrugsteknologernes dimission for årgang 2021 på UCL i Odense.
I denne festlige forbindelse blev JID-prisen på 2.500 kr. uddelt til to JT’ere for deres afsluttende eksamensprojekter.
Tillykke til @Pia Isabella Nordstrøm Knudsen fra Husdyrlinjen for projektet: “Reduceret so-dødelighed ved brugen af fiberrigt foder.”
Opgaven undersøger om en fiberholdig kost kan være med til at nedbringe dødeligheden I so-besætninger, samt hvad dette kan have af gevinster for besætningsejerens økonomi.
Og tillykke til @Søren Rosenkilde Bogaard fra Natur og Miljølinjen for projektet: “Grønne tage og deres hydrauliske effekt.”
Opgaven giver et spændende indblik i forsøg af grønne tages hydrauliske evne til at tilbageholde store mængder nedbør, og er skrevet i samarbejde med en dansk virksomhed, der specialiserer sig inden for bæredygtige løsninger for bygge-og anlægsbranchen.
Begge opgaver berører relevante samfundsproblematikker, og er vidnesbyrd om, hvor vigtigt det er at have dygtige jordbrugsteknologer på arbejdsmarkedet, der kan være med til at optimere løsninger, der gør en samfundsmæssig forskel.
Tillykke til alle dimitterede!
JID-prisen PBA 2023 Zealand Slagelse
Stort tillykke til Jette Them Lilholt for bachelorprojektet "Biostimulanter - til reducering af pesticider?"
Projektet er et casestudie og omhandler hvordan man i højere grad kan beskytte afgrøder og samtidig imødekomme EU’s målsætning om en reducering af pesticidforbruget med 50% inden 2030 i håbet om at forbedre biodiversiteten og opnå klimaneutralitet i Europa inden 2050. Alt imens verdens befolkning stadig vokser sig større og behovet for flere afgrøder med mere afkast er større end nogensinde.
Casen undersøger og vurderer udvalgte biostimulanters anvendelse, berettigelse og effekt i forhold til en reducering af pesticid. Studiet inkluderer et markforsøg, et væksthusforsøg og en spiretest. Opgaven er skrevet i samarbejde med Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet.
Projektet konkluderer at markforsøget viste positiv signifikant effekt ved anvendelse af biostimulanter som alternativ til pesticid, imens væksthusforsøget og spiretesten ikke viste nogen signifikant forskel.
Forsøgene viste dog høje CV-værdier, der er en indikation for at validiteten ikke er høj, og derfor kun bør anvendes som indikation på en tendens.
Slutteligt perspektiverer opgaven til EU-niveau da der er et standardiseringssystem under udarbejdelse i CEN (European Technical Committee) med hensigten at fastsætte standarder for hvordan og under hvilke forhold man fremafrettet vil vurderer effekten af biostimulanter.
Ligeledes tillykke med udannelsen til alle dimittender.
JID-prisen PBA 2023 UCL Odense
Stort tillykke til Sveinur Magnusson for bachelorprojektet ”ESG og bebyggelse af en ny kostald”.
Sveinurs bacheloropgave er et casestudie af hvordan en rådgiver bedst kan rådgive sin problemejer omkring bebyggelse af ny kostald.
Casen analyseres ud fra de tre ESG mål, der betegner environment (miljø), social (det sociale) og governance (ledelse).
Fra miljøperspektivet konkluderes det, at en ny stald vil medføre et lavere udslip af klimagasser og ammoniak. Der er også potentiale for mindre udslip på grund af øget dyrevelfærd.
Socialt kan den nye stald reducere arbejdstiden per årsko og øge fleksibiliteten i arbejdstiderne. Men da fornyelsen af kostald inkluderer en udvidelse vil det også kræve flere arbejdere, der kan være svære at finde.
I ledelsesaspektet fokuserer opgaven på rentabiliteten i stalden. Det konstateres at stalden er rentabel hvis, bedriftsejeren har et produktivitetsniveau svarende til 1/3 af de mest produktive landmænd i Danmark.
Desuden udgør eventuelle klimafgifter også en risiko, for i tilfælde af at de indføres, vil den nye stald ikke blive rentabel.
Slutteligt konkluderer opgaven at på baggrund af ESG-værktøjet og udefrakommende faktorer så som klimakreditter, opfordres problemejer til ikke at gennemføre projektet. Med andre ord rådgiver bør i dette tilfælde rådgive problemejer til ikke at bygge den nye stald.
JID-prisen PBA 2023 Erhvervsaakademi Aarhus
På Erhvervsakademi Aarhus blev der uddelt to JID-priser blandt de dimitterende PBA studerende.
Den første pris gik til Miriam Stupak Møller for projektet: ”Udarbejdelse af den gode vandhåndteringsplan til håndtering af regnvand i lokalplaner”
Projektet er udført med det formål at teste en standardvejledning til udarbejdelse af vandhåndteringsplaner. Der findes endnu ikke en standardmetode til udarbejdelse af planerne, og dette medfører at kunder stiller deres egne individuelle krav, der kan variere drastisk. Den store variation kan være en udfordring for nye medarbejdere i rådgivningsvirksomheder, der har til opgave at udarbejde planerne.
Projektet undersøger om det ville være fordelagtigt at have en standardvejledning, der ville være med til at strømline den overordnede proces og hjælpe kunderne med kollektivt at hæve ambitionsniveauet for deres vandhåndteringsplaner.
Den anden pris gik til Mia Gamsgaard for opgaven: ”Naturen og de unges naturdannelse”
Opgaven er udarbejdet primært som et litteraturstudie af andres empiri og er suppleret med egen indsamlet data i form af en spørgeskemaundersøgelse samt et interview.
Naturen har brug for menneskenes forståelse og opbakning hvis den negative udvikling med klimaforandringer og biodiversitetskrise skal vendes. Her kan naturformidling bidrage og spille ind.
Opgaven undersøger nærmere hvorledes naturformidling i unges fritid kan bidrage til deres naturdannelse og sundhed og derigennem vække interessen for naturen med henblik på at passe på den.
Værd at vide...
Kørselsgodtgørelse 2024
2024 skattefri kørselsgodtgørelse ved kørsel i egen bil: 3,79 kr. pr.km. Udgør årets kørsel hos den enkelte arbejdsgiver mere end 20.000 km, er satsen 2,23 kr.