Arbejdsskade
- hvis du kommer til skade på jobbet
Hvordan anmeldes en arbejdsskade?
For at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), tidligere Arbejdsskadestyrelsen, kan vurdere, om din sygdom kan anerkendes som arbejdsskade, skal sagen anmeldes.
Pligt til at anmelde
Din arbejdsgiver har pligt til at anmelde arbejdsulykker til sit forsikringsselskab eller til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring så hurtigt som muligt. Din læge og tandlæge har pligt til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring så hurtigt som muligt.
Ret til at anmelde
Du har selv ret til at anmelde en arbejdsskade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Hvis din arbejdsgiver, læge eller tandlæge ikke anmelder skaden, kan du altså selv gøre det ved at udfylde en anmeldeblanket (JID hjælper gerne). Blanketten kan du få ved henvendelse til AES, forsikringsselskabet, Arbejdstilsynet eller JID.
Blanketten er dog ikke den eneste mulighed for at anmelde arbejdsskaden. Du kan også ringe eller skrive til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, tidligere Arbejdsskadestyrelsen, www.aes.dk
1 års frist for anmeldelse
Du skal være opmærksom på, at sidste frist, for at du kan rejse krav om erstatning, normalt er 1 år fra arbejdsskadens indtræden eller 1 år efter, at du har fået kendskab til, at sygdommen skyldes arbejdet.
HUSK!
Kontakt hurtigst muligt din egen læge, hvis du har mistanke om, at du har fået en arbejdsskade. Det er en læge, der skal vurdere skadens art og omfang, og lægen skal anmelde, bare der er mistanke om erhvervssygdom.
Hvad er en arbejdsskade?
Loven har to arbejdsskadebegreber:
Ulykke
En personskade forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage og er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under. Det betyder, at der skal være tale om
- en personskade, altså en fysisk eller psykisk skade
- at en hændelse eller påvirkning på arbejdet er årsag til skaden (årsagssammenhæng)
- at hændelsen eller påvirkningen sker pludseligt eller inden for 5 dage
Erhvervssygdom
En erhvervssygdom er en sygdom eller lidelse, som skyldes arbejdet eller de forhold, som arbejdet er foregået under. Det vil sige, at sygdommen er opstået på grund af påvirkninger på arbejdet, og at sammenhængen mellem påvirkningerne og sygdommen er kendt i den medicinske forskning. Eksempler på erhvervssygdomme kan være:
- tennisalbue
- allergi
- høretab
- astma
Kontakt og yderligere oplysninger
Yderligere informationer: www.aes.dk
Kontakt også gerne JID’s sekretariat for råd og vejledning.
Værd at vide...
Kørselsgodtgørelse 2024
2024 skattefri kørselsgodtgørelse ved kørsel i egen bil: 3,79 kr. pr.km. Udgør årets kørsel hos den enkelte arbejdsgiver mere end 20.000 km, er satsen 2,23 kr.